AWARDS

Simi Jan er blevet hædret med flere priser for sin journalistisk. Her er nogle af dem:

Marts 2015: Hædret som ”lyserød elefant nummer 100” for at være en af de 100 ”synlige, usædvanlige kvinder, der på markant vis har præget samfundsdebatten i de seneste 100 års danmarkshistorie.”
  
”Der er ingen tvivl om, at Simi Jan er fremtiden. Hun er en ung kvinde med indvandrerbaggrund, som bruger sin egen baggrund professionelt og sine personlige erfaringer i sine reportager fra steder, som de færreste kender.
Midt i al den krig og gru og terror, vi oplever, fortæller hun også jævnligt historier om almindelige mennesker fra Kabul og omegn og flytter dermed grænserne for, hvad der er interessant at fortælle i en verden med krig, religiøse konflikter og politik uden demokrati.«
Jytte Hilden, tidligere kulturminister og initiativtager til "99 lyserøde elefanter".
Nogle af de andre lyserøde elefanter er Emma Gad, Karen Blixen, Nathalie Zahle, Sofie Gråbøl og Helle Thorning-Schmidt.

November 2013: Danners ærespris for at sætte fokus på vold mod kvinder:
"Vi kender hende som korrespondenten, der med et sjældent nærvær leverer vedkommende og væsentlige historier, og som en kvinde, der ikke er bange for at råbe op, når hun oplever uretfærdighed. For sit arbejde med at sætte fokus på kvinders rettigheder og ligestilling i særligt Afghanistan får hun Danners Ærespris 2013."
Tidligere modtagere af Danners ærespris er blandt andre Hanne-Vibeke Holst og Ole Henriksen.

November 2012: Zonta Danmarks kvindepris. 
"Simi Jan har på forbilledlig vis formået at vise verden, at der er muligt at give et engageret billede af begivenheder fra et af verdens brændpunkter. Ikke bare billeder af vold og terror, men en mere nuanceret fortælling, der går bag de mennesker, der er direkte involveret...Som kvinde er hun gået bag facaden, er blevet inviteret ind bag murene og har taget den udfordring op, det er at være med til at nedbryde de fordomme, vi som danskere kan have om forholdene i muslimske lande."

Oktober 2012: ”The Outstanding Young Person” af JCI med følgende begrundelse:
”I en alder af kun 33 år har vores modtager allerede gjort mere for forståelse for andre kulturer, end de fleste med stort møje og besvær ville kunne nå i et helt liv”.
Tidligere modtagere af TOYP prisen er blandt andre Lene Espersen, Ole Bornedal, Caroline Wozniacki og Christian Stadil.

Maj 2012: Dansk Kvindesamfunds respekterede Mathildepris, for at sætte fokus på manglen på kvinderettigheder i Afghanistan.   

Januar 2012: Den prestigefyldte og respekterede Berlingske Fonds Journalistpris - Danmarks største journalistpris. Nogle af ordene lød:
”Simi Jan har ikke fået noget forærende, hun har erobret karrieren...Det er historien om en self-made woman, der med en sjælden energi udfører sin journalistik."

August 2008: Årets TV-Talent ved TV-branchens årlige TV-Festival med ordene:
”...en journalistisk fortæller, der brænder for den gode historie, om mennesker og det samfund, de lever i...Vi har at gøre med en ung, modig, kompromisløs og viljestærk reporter. En blændende tv-fortæller.”